Begrebet Alsang var ikke mere end lige kommet på folks læber, før der var indvendinger mod begrebet. Det klingede udansk. Det skulle hedde Folkesang eller Fællessang, mente nogen, men forstavelsen Al- var nu efter andres mening god nok, for denne forstavelse var oldnordisk og indgik også i ordene Alfader, og i det islandske Alting. Ordet var kort, fyldigt og klart !!

Aarhus Stiftstidende kunne berette dagen efter den første alsang: "Fællessangen på Bispetorv i Gaar blev det største Friluftsstævne, Aarhus endnu har oplevet. Her ser man, hvor mange, der var"

35.000 havde sunget med.

Der blev siden afholdt flere af disse sangstævner i byen. Idrætsparken dannede ramme om det anden, der blev afholdt 26. august, hvor omkring 25.000 mennesker var samlet på stadion. Det sidste stævne var i Mindeparken.

Fænomenet var begyndt i Aalborg i juli 1940 og kulminerede den 1. september 1940, hvor flere hundrede tusinde mennesker deltog i alsangsstævner over hele landet.

Landsdækkende fænomen

Via radiotransmission og avisernes omtale af arrangementerne bredte alsangsbølgen sig til resten af landet, og den 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 80.000 deltagere. Alsangen i København blev en stor succes og tiltrak sig for alvor pressens opmærksomhed, hvor der blev lagt vægt på dens evne til at samle folk i alle aldre og samfundslag. Herfra var der ikke langt til idéen om at samle hele nationen i landsdækkende alsang.

Det landsdækkende alsangsstævne blev afholdt den 1. september 1940. Hovedstævnet var i København, hvor 150.000 deltog. Der blev transmitteret direkte i radioen fra stævnet til de øvrige byer, hvor folk således kunne synge med. I alt deltog skønsmæssigt 720.000 på landsplan, og alsangen var en stor begivenhed også i de mindre byer.

Kongesangbogen

I september 1940 udkom også for første gang 'Kongesangbogen', trykt i anledning af Christian 10.s 70-års fødselsdag. Den blev finansieret anonymt af institutioner (blandt andet Nationalbanken og postvæsenet) og private. Den blev husstandsomdelt. Tanken var at bekræfte og styrke de nationale følelser samt båndene mellem befolkning og kongehus. Sangbogen kunne tages med til alsang. Udvalget af sange bestod først og fremmest af de "bløde" nationalsange, der fokuserede på naturbeskrivelser, demokrati og folkesjæl. De mere krigeriske nationalsange blev fravalgt, blandt andet af hensyn til den tyske censur.

I de følgende år udkom sangbogen i flere oplag i op mod to millioner eksemplarer.

Efter det store landsdækkende stævne i 1940 blev der afholdt flere alsangsarrangementer, men ingen med lige så stor tilslutning. Efter indførelsen af mødeforbud blev alle arrangementer aflyst fra 1943, og det betød afslutningen på alsang som udtryk for den nationale stemning.

Likvideringen af Arne Bisp

Ved indgangen til Hotel Skandinavien gik Jørgen Christian Jensen (HC)* løs på den ene af de to danske stikkere, Preben Arne Bisp, da denne kom ud fra hotellet. Han satte en pistol til Bisps nakke og trykkede af – men pistolen klikkede!

Bisp og HC begyndte at brydes, og det lykkedes Bisp at få sin pistol frem og fyre otte skud mod modstandsmændene, dog uden at ramme.

Da HC kom lidt væk fra Bisp lykkedes det derimod for “Leif” (Einar Sørensen) at skyde Arne Bisp med sin maskinpistol uden at såre HC. "Leif" var mesterskytte. Bisp blev hårdt såret bragt til Luftwaffes lazaret på Kommunehospitalet, men han var allerede død kort efter i ambulancen.

En af gruppens medlemmer havde hørt Bisps skudsalve og troede, det var HC, der havde skudt. Han gik hen til en vogn, der holdt uden for hotellet og sagde ind ad ruden:

”Nå er det sket?”

Bilen var fyldt af rædselsslagne Gestapofolk – og L-manden trak sig hurtigt tilbage.

Under flugten stødte de to under Clemens Bro sammen med Kjeld Toft-Christensen (Dahl)* på en vagtværnsmand. Denne kiggede nøje på dem, som om han ville indprente sig deres ansigter. Leif viste ham sin maskinpistol og bad ham komme nærmere. De fandt hans legitimations, og det viste sig at være den 25-årig Knud Ørskov, som netop var dødsdømt for stikkervirksomhed. Ørskov var homoseksuel og havde forbindelse til tyske officerer.

De tog ham med ud på Jyllands Alle ved Zoologisk Have og skød ham. Hans kappe og knippel blev pakket sammen i en bylt og lå ved siden af liget.

Preben Bisp havde som medlem af Petergruppen og lokal ansat ved Gestapo i Aarhus skudt repræsentant Sølling Fynboe ved dennes bopæl i Heibergsgade. Drabet var clearingmord og hævn for mordet på Olaf Schmidt (Massemorderen Dr. Peters).

Samme aften klokken 21.30 en times tid efter fandt det tyske Feldgendarmeri i en kælder på Åboulevarden 50 en kuffert med 2 maskinpistoler, 2 pistoler foruden håndgranater. Man koblede fundet sammen med den dræbte Arne Preben Bisp.

Arne Preben Bisps CV

Bisp (1915 - 1945) kom fra Frederikssund og var tjener af erhverv. Han var en berygtet tolk, der hjalp Gestapo med afhøringer, vold og mishandlinger.

Hans første kontakt med et frivilligt korps var den 19. februar 1940, hvor han meldte sig til Den Danske Finlands Bataljon. Han nåede med til Finland, men bataljonen nåede aldrig i kamp. Finlandskrigen sluttede den 13. marts 1940, og 30. maj 1940 vendte korpset tilbage til Danmark.

I oktober 1940 meldte han sig ind i DNSAP, og 7. april 1941 meldte han sig til tysk krigstjeneste og kom til Sennheim i Alsace på SS-skolen.

I februar 1944 befinder han sig i Guldsmedgade 17 og har meldt sig til Gestapo.

Bisp var til stede på Aarhus universitet den 31. oktober 1944 klokken 11.30, da Royal Air Force angreb kollegierne, som Gestapo brugte. Han blev såret ved angrebet.

i 1944 modtog han KVK 2.Klasse (Kriegsverdienstkreuz), og året efter den 17. marts 1945 modtog landsforræderen og torturbødlen samme orden og denne gang med sværd.

Jørgen Christian Jensen (Dæknavn HC)

F. 18.7.1901 i Ålborg, d. 8.5.1945 på Amtssygehuset i Hammel.

Han var oprindelig landmand, derefter befalingsmand ved rytteriet, hvorefter han gjorde Karriere ved politiet i Assens og Silkeborg. Han blev knyttet til det illegale efterretningsvæsen, hvor hans politimæssige erfaring var til stor nytte. Han virkede som chef i denne funktion, indtil han i oktober 1944 overgik til en Likvideringsgruppe direkte under Jyllandsledelsen. Efter ordre fra denne blev gruppen i efteråret 1944 delt i to hovedgrupper med station i henholdsvis Aarhus og Ålborg.

Jørgen Jensen blev medlem af Aarhus-gruppen. Arbejdet i L-grupperne hørte til det mest farlige modstandsarbejde.

Gruppernes medlemmer var konstant udsat for et stærkt psykisk pres, men udførte arbejdet i bevidstheden om, at truslen fra de tyske angivere var så stor for modstandsbevægelsen, at denne ville blive revet op, medmindre de gennemførte opgaven.

Den trussel, som modstandsbevægelsen var udsat for, reduceredes væsentligt ved det betydningsfulde arbejde, der udførtes af ham og hans kammerater.

Den 4.5.1945 blev han såret i aktion mod en stikker, Kohlregen, i underlivet og det ene lår. Han blev straks ført til Hammel Sygehus, hvor man havde håb om at redde hans liv, men det psykiske pres, han havde været ude for, svækkede livsviljen så stærkt, at han ikke stod til at redde.

Kun ganske få medlemmer af L-gruppeme overlevede besættelsen.

Kjeld Toft-Christensen (Dahl)*

Han havde en fortid i Fremmedlegionen.

I oktober 1944 var Toft-Christensen blevet kastet ned som SOE-agent med navnet Rover. Han overtog ledelsen af det aarhusianske efterretningstjeneste i samarbejde med ovennævnte HC. Han overlevede krigen, men begik selvmord den 27. november 1945.

Han modtog i 1946 den fornemme britiske orden British Military Cross efter sin død

Toft Christensen var med til forhøret af storstikkeren Baggersgaard sammen med Leif og HC. Han likviderede den frygtede danske overløber dr. Peters på Hotel Royal på Store Torv den 29.4.1945. For denne koldblodige likvidering vandt han stor anerkendelse.

Kilder:

Aarhus under Besættelsen. Redigeret af Georg Andresen. 1945

Peter Øvig Knudsen: Efter drabet.2001

http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE4591842/Dagbog-fra-Bes%C3%A6tte...

https://modstand.natmus.dk/PersonSoegning.aspx

Steen Lykkegaard ledede indtil sin arrestation 14. juni 1944 fremstillingen og fordelingen af Aarhus Ekko.

Her er Lykkebergs beretning om sin arrestation s. 55-56 i bogen:

"Og så kom turen til mig. Aldrig så snart var jeg standset op ved lygtestanderen foran indgangen til domkirken på Store Torv, endnu siddende på min cykel og Willy Andersen* (åub244) stående på fortovet, før vi blev omringet af 6-7 gestapofolk, som greb fat i Willy og sagde til mig på halvt tysk og halvt dansk:

Endnu drømte jeg ikke om, at hun var forræderen".

Bogen kan findes på nettet:

http://www.ove-lykkeberg.dk/styled-14/styled-2/

De illegale blade: Aarhus Ekko og Budstikken

Det kommunistiske netværk, der stod for både illegale blade og sabotage i Aarhus havde mange forbindelser til Klintegaarden.

Ungkommunisten og storstikkeren, Grethe Bartram, havde længe været en del af bladarbejdet og kunne derfor give oplysninger til Gestapo om arbejdet og navne på personer, hvoraf mange kom til at betale med tortur og deres liv. Bladet blev en overgang redigeret, trykt og fordelt fra Kildegaarden, men aktiviteterne måtte ustandseligt skifte adresse.

Fra efteråret 1944, da reorganiseringen var sket, og til kapitulationen, blev bladene blev bl.a. duplikeret hos:

Købmand B. O. Lauridsen Laurvigsgade.

Fru Kunstmaler Hansen. Vestergade 84. Hendes mand og sønnen Ib blev arresteret og døde i Tyskland.

Hos billedskærer Sv. Andersen Trøjborgvej 2 d.

Mægler Nordsegl Vester Søgaard i Gl. Aabyhøj

I april 1945 skete det i Kildegaarden I hos Jørgen Nielsen, der var repræsentant i skrivemaskiner og duplikeringspapir. Bladet var også tidligere duplikeret her. Han blev arresteret, men mens han var taget til påvisning i stueetagen, opholdt bladfolkene sig i kælderen, og lykkedes dem at slippe væk med bladene ned til et loftsværelse hos Willy Andersen i Nørreport, men næste dag mødte Sicherheitsdienst op og ryddede loftet og Willy blev arresteret.

Første forhør af Steen Lykkeberg s 58:

"Jeg kendte altså værelserne med de små altaner (Kollegiet). Den Gestapomand, der skulle forhøre mig, var en tysker ved navn Grünwold. (Se Rohde) Det var ham, jeg havde givet et kæbestød, da jeg prøvede at flygte fra dem nede på Store Torv. Han blev min specielle »ven« og plageånd, men det var i øvrigt ikke ham, der stod mest for mine forhør. Det var en anden tysker, som jeg desværre ikke husker navnet på, sandsynligvis Schultz? - og så en dansker, der hed Hansen. (Waldemar= Fynboen).

»Vi er snart trætte af dig, jeg skulle have plaffet dig ned den dag på Bispetorv, jeg havde dig lige på sigtekornet!« Det sidste havde jeg hørt adskillige gange, det første gjorde mig nervøs. Der holdt tre biler uden for i Christiansgade med dampen oppe - de ventede kun på mig".